Tip en ven     Sitemap  
 

Nydambådens Laug

 
Nydambådens Laug er dannet som en underafdeling af Nydamselskabet. Lauget er dannet med det ene formål at bygge en fuldskalakopi af Nydambåden.

Byggeriet sker i tæt samarbejde med Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Grundlaget for at bygge båden er:

  • den for 150 år siden fundne egebåd
  • Nationalmuseets udgravninger i Nydam Mose i 1990'erne med fund af fragmenter af egebåden som endnu lå i mosen
  • rekonstruktion af egebådens geometriske form ud fra videnskabelige bearbejdninger og erfaringer fra skibsfund
  • erfaringer med bygning af historiske skibe

Nydambådens Laug har udgivet et skrift: Nydambådens Laug bygger fuldskalakopi af Nydambåden, baggrund og status januar 2009.
Den kan ses her (PDF-fil:3mb)


Nydambåden

Den originale 23 meter lange egebåd, Nydambåden, kan i dag ses i Nydamhalle på Archäologisches Landesmuseum på Gottorp Slot i Slesvig.

Den er den ældste fundne klinkbyggede båd i Nordeuropa. Den er bygget for ca. 1700 år siden, i jernalderen. Den er sænket i Nydam Mose som led i en krigsbytteofring. For ca. 150 år sidenblev den fundet og udgravet af C. Engelhardt.

Nydambåden i Nydamhalle på Archäologisches Landesmuseum på Gottorp Slot i Slesvig
Nydambåden i Nydamhalle på Archäologisches Landesmuseum på Gottorp Slot i Slesvig

Nationalmuseet og Vikingeskibsmuseet

I dag kan man komme meget tæt på at bestemme hvordan Nydambåden så ud da den blev bygget år 320 e. kr. Vikingeskibsmuseet har foretaget mange rekonstruktioner, og har i tidens løb opnået stor ekspertise med udgangspunkt i Skuldelev vikingeskibene.

Med denne viden har Vikingeskibsmuseet udarbejdet en rekonstruktion af Nydambåden på baggrund af en nøjagtig opmåling af båden i Slesvig.

Egetræ er meget nemt at bearbejde når det et friskt i træet. Både blev bygget med nyfældede egestammer og tildannet mens træet endnu var friskt. I den færdige båd vil træet tørre ud så det svarer til træ der opbevares udendørs - i sommerhalvåret på vandet, og i vinterhalvåret som regel i et bådehus, en naust. Tager man hensyn til at egetræ svinder i tværretningen i en egeplanke, når den ændrer vandindhold, kan man finde frem til målene på plankerne, da de blev indbygget i båden.

Nationalmuseet/Vikingeskibsmuseet har nøje opmålt båden i Slesvig. De har skåret plankerne ud i pap i mål 1:10 og korrigeret for svindet. Papmodellerne er så samlede med nipsenåle i de opmålte huller for jernklinknaglerne som man stadig kan se på originalen. Resultatet er en bådmodel der viser et mere v-formet tværsnit, og den har lidt stejlere stævne end båden i Slesvig.

Tværsnit i Nydambåden efter Harald Åkerlund, 1963, skitse af Morten Gøthche. Vikingeskibsmuseet 2003.
Tværsnit i Nydambåden efter Harald Åkerlund, 1963, skitse af Morten Gøthche. Vikingeskibsmuseet 2003.

Tværsnit i Nydambåden efter Nationalmuseets rekonstruktion, 2000, skitse af Morten Gøthche, Vikingeskibsmuseet 2003.
Tværsnit i Nydambåden efter Nationalmuseets rekonstruktion, 2000, skitse af Morten Gøthche, Vikingeskibsmuseet 2003.

 

Nationalmuseets udgravninger i 1990'erne har også givet vigtige oplysninger til forståelsen af Nydambådens komplette udseende og indretning. Hele dørkkonstruktionen (bundbrædder mm) kan nu rekonstrueres som resultat af disse udgravninger. Tilsvarende er en række årekejper (åretolle) fundet som supplement til de af Engelhardt fundne. Engelhardts fundne årekejper eksisterende imidlertid ikke mere, så dem der kan ses på båden i Slesvig er kopier. Til gengæld har Engelhardt sørget for at fremstille fine tegninger (Magnus Petersen) af de fundne kejper.


Årekejperne er alle forskellige, som om hver roer har fremstillet sin egen og haft den med. Alle disse forskellige kopierer vi og monterer på vores båd.

 

Overordnet tidsplan 

Den overordnede tidsplan for byggeriet er:

Fremstilling og fiksering af kølbjælke og begge stævne 2008-09
Fremstilling af skabeloner og opsætning   2009
Fremstilling af skabeloner og opsætning   2009
Fremstilling og montage af nederste bordplanker  2009
Fremstilling og montage af nr. 2 bordplanker  2010
Fremstilling og montage af nr. 3 bordplanker  2010-11
Fremstilling og montage af nr. 4 bordplanker  2010-11
Fremstilling og montage af rælingsbordplankerne 2011
Fremstilling og montage af spanter  2012
Fremstilling og montage af dørk, årer, tovværk mm  2009-13


Søsætningstidspunktet er fastlagt til at være den 17. august år 2013.


Det er 150 årsdagen for arkæologen Conrad Engelhards optegnelse i sin udgravningsprotokol: "i gravens midte stødte vi på midten af den store robåd af eg".

 

Budget for byggeriet

Budgettet for byggeriet er i 2011 priser og inklusive moms.: 3,4 mio. kr. 

De væsentligste udgiftsposter er:

• Indkøb af råtræ (eg, lind, ask mm)
• Øvrige bådbyggematerialer ( jernklinknagler, tovværk mm)
• Værktøj og redskaber
• Etablering af faciliteter i byggeperiode (indretning af værft-, møde-, gæste- og mandskabsfaciliter mm)
• Driftudgifter i byggeperiode (husleje, el, vand mm)
• Skibsbygningskonsulent i byggeperiode (skibstømrer i dagtimer)
• Indkøb af arbejdstegninger og skibsbygningskonsulentarbejde (Vikingeskibsmuseet)
• Edb-modellering af model til stabilitetsberegning mm
• Skibshistorisk konsulentbistand (bog om Nydambåden)
• Analyse af og eksperiment med "kødben" (træstokke med øje fundet ved bådene i Nydam Mose og med ukendt funktion)
• Testsejladser og stabilitetsforsøg
• Dokumentation
• Formidling og rapportering
• Administrative udgifter


Værdien af egne arbejder

Vi bygger båden med frivillig arbejdskraft. Det er medlemmerne i interesseforeningen der yder en indsats og derved skaber en værdi.

Værdien af egne arbejder kan værdisættes ud fra en vurdering af medlemmernes investerede timeforbrug til byggearbejderne, samt værdien af udgifterne til eget værktøj, forbrugsgods, kørsel og transport af materialer i direkte forbindelse med byggeriet, og som ikke betales af Nydambådens Laug.

I egne arbejder er også indeholdt timer til projektledelse, styring, dokumentation og egen indsats ved formidling

Medlemmernes timeforbrug 17.000 timer a 150 kr. pr time = Mio.kr. 2.55
Medlemmernes udgifter til kørsel, forbrugsgods mm = Mio kr. 0.15
  
I alt Mio kr. 2.6

 

Finansiering

Vi er i færd med at finde pengene til at bygge for. Vi håber og tror på at det vil lykkes - vi er godt på vej.

 
Skibet skal sejle

Der er ingen tvivl om at den færdigbyggede fuldskalamodel af en rekonstrueret Nydambåd kan sejle. Et af formålene med at bygge båden er at udføre forsøg med bådens sejlegenskaber. Hvordan er den at ro? Hvordan er dens stabilitet? Hvor megen last kan den bære som krigsfartøj? Hvor megen ballast? Kan den bjerge sig i høj sø? Kan den krydse Alssund? Kan den krydse Lillebælt? Kan den krydse Østersøen? Kan den krydse Kattegat og Skagerrak?

Alt det bliver spændende at få undersøgt!


Nydambådens Laugs medlemmer 

Lauget har januar 2011 ca. 65 medlemmer. I dagligdagen er vi ca. 30 aktive på værftet. For tiden arbejder vi to gange om ugen på værftet, tirsdag aften kl. 18.30 til 21, hvor vi slutter af med kaffe og snak, og torsdag fra ca. kl. 9 til ca. kl. 15.


Nydambådens værft

Nydambådens Værft ligger i Sottrupskov på Sundeved. Adressen er Sottrupskov nr. 15, 6400 Sønderborg.

Det er en landbrugsejendom, hvor vi har lejet os ind i den bagerste bygning, en landbrugsbygning på 12 x 28 meter.

Vi har indrettet den med isolering i loft, en række vinduer i vestfacaden, etableret belysning og monteret en kranbjælke pr spær med løbekat og kædetalje. Det fungerer meget tilfredsstillende. Vi har i hallen i det ene hjørne indrettet en smedje med esse, ambolt og arbejdsbord til smedning af jerngenstande. Der skal fremstilles ca. 1700 jernklinknagler til byggeriet, et anker mm.

Endvidere har vi midlertidigt opsat en pavillonbygning med møde-, gæste- og mandskabsfaciliteter

Nydambådens Værft januar 2009, værftshal (grøn) og pavillon (rød) med møde-, gæste og mandskabsfaciliteter
Nydambådens Værft januar 2009, værftshal (grøn) og pavillon (rød) med møde-, gæste og mandskabsfaciliteter


Byggestade for båden februar 2011

Det går frisk og frejdigt frem. Vi overholder tidsplanen med en god reserve.

Vi er begyndt på tildannelsen af den agterste del af rælingsplanken i bagbords side. 
Sideløbende er vi i gang med de løse dele som årer, kejper, tofter mm.

Forestående arbejder er tildannelse og montage af de resten af rælingsplanken. Vi fortsætter med årer og kejper, samtidig med at vi begynder på fremstilling af dørk mv.



Værftshal februar 2011. Foreste del af fjerde bordplanke er under montage som den sidste del af fjerde bordgang. Kranbjælke med løbekatte og kædetaljer ses i loftet. Forsøgsstykkerne, midter- og agtersektion, ses lidt utydeligt i baggrunden.


Bordplanke under bearbejdning, november 2010.


Til sammenligning ses her kølbjælken i begyndelsen af tildannelsen af oversiden, juni 2008
Til sammenligning ses her kølbjælken i begyndelsen af tildannelsen af oversiden, juni 2008.


Sektion af midterstykke. Morten Gøthche fra Vikingeskibsmuseet på besøg, marts 2008
Sektion af midterstykke. Morten Gøthche fra Vikingeskibsmuseet på besøg, marts 2008

 

Medlemskab

Alle, der har lyst, kan blive medlem af Nydambådens Laug. Medlemspriser findes på vores side om medlemskab.

Alle Nydamselskabets medlemmer er selvfølgelig også velkomne til at melde sig ind i Nydambådens Laug - uden at det dermed betyder, at de behøver at arbejde med i bådbyggeriet.

 

Nydamselskabet og Nydambådens Laug | Nydamvej 41, 6400 Sønderborg  | info@nydam.nu